Skam og mindreværd – følelsen af at være forkert

Har der i opvæksten været en sund spejling i form af nærvær, omsorg og kontakt, er der gode chancer for, at man som voksen også har en sund selvforståelse og selvfølelse i sin relation til andre mennesker. Selvrespekten forbliver intakt – i mødet med skamfulde situationer. Man tager fortsat livet ind og går ud i verden med oprejst pande og mod på tilværelsen. Man kender og mærker sit værd.

Har den sunde spejling manglet, kan situationen være en anden. Skam vedrører den enkeltes selvforståelse, som er skabt i samspillet med forældre og omgivelser.

Forældres og omsorgspersoners egne tilknytningsmønstre, livsduelighed og evne – eller manglende evne og overskud til at indgå i et nærværende og kærligt resonansfelt med det lille barn – bliver indbygget i barnets personlighed og identitet. Det sker ubevidst og ofte fra generation til generation i et familiesystem. Heling i familiesystemet og forandring kan ske, idet én i familien bryder mønsteret via øget bevidsthed og nye færdigheder.

Skam opstår når man ikke føler sig set, som den man er. Når man bliver behandlet forkert eller spejlet forkert tilbage. Det er ligeledes skamfuldt, at blive overset og opleve ikke at være betydningsfuld. De følelser og kropslige tilstande, der er en del af skammens væsen, kan hæmme livslysten og impulsen til at gå ud i verden – med en følelse af, at være værdifuld.

Den dybe eksistentielle skam er ofte opstået tidligt i livet. Den kommer til udtryk fra et sted uden ord og kan udløses pludseligt, uden at man forstår hvorfor. Den tidlige skamprægning påvirker ens tanker og adfærd i voksenlivet – f.eks. i situationer hvor man føler sig afvist, utilstrækkelig eller forkert.

Vi bliver født med evnen til at sanse verden omkring os. Den evne gør os i stand til at registrere enhver form for forkerthed og fungerer på den måde som en slags beskyttelse af vores inderste sårbarhed.

Når vi rammes af skam, er det selvrespekten, der er truet. Den indre medfølende stemme, der skal støtte op om og håndtere pludseligt opståede skamsituationer, er afløst af en indre kritiker, der kun bekræfter følelsen af at være forkert.

Skammens enorme drivkraft stammer fra vores rædsel for at blive udstødt (fra flokken). Især børn mærker denne kraft, fordi deres relationer til de nære omsorgspersoner er et spørgsmål om overlevelse.

Et spædbarn rækker ud mod sine forældre med øjnene, som det første. Bliver barnet ikke mødt med øjenkontakt og nærvær spejles barnets rækken ud ikke tilbage. Barnet møder ikke kontakt og oplever det som utrygt og sig selv som værende ikke vigtig – værdiløs. Barnet trækker sig. Utrygheden og tvivlen – ift. barnets behov for at føle sig set og elsket – sætter sig i nervesystemet. Skamfølelsen er derfor ofte en mere kropslig sansning end en bevidst erfaring.

Skam er en specifik form for angst, der udløses ved en virkelig eller indbildt fare for at blive udstillet, misbrugt, ydmyget – eller fordømt og afvist. Skam er i sin fremtræden koblet sammen med dybe tilstande som angst, depression og traumatisering. Bag skamfølelsen ligger der ofte en overvældende dyb tilstand af hjælpeløshed og ensomhed.

Hvis skamfølelsen først er vakt, er det svært at være i sig selv. Man vil helst forsvinde, skjule sig eller omskrive virkeligheden, så ingen ser ens mindreværdsfølelse og svaghed. På den måde bliver skamfølelsen en slags beskyttelse – en strategi, hvor man trækker sig for ikke at tabe ansigt.

Konsekvensen kan, i mere eller mindre grad, være en social tilbagetrækning med ensomhed til følge, der blot bekræfter ens mindreværd og forkerthed. En kronisk indre skam, med tilhørende indre overbevisninger, der fastholder én i en tilstand af manglende berettigelse til – at være den man er.

Tilbage til Temaer